Der er en bestemt slags læring, der ikke står i nogen læreplan, ikke kan testes og ikke giver karakterer. Den foregår tirsdag kl. 17 i en gymnastiksal, lørdag formiddag på en fodboldbane og søndag i en spejderhytte med et regnvådt bål. Den hedder ikke noget i skolens verden, men børnene, der får den, kan mærkes i klassen resten af livet.

Det er foreningslivets læring. Og den fortjener at blive taget alvorligt af alle, der arbejder med børn og uddannelse, fordi den supplerer skolen på de punkter, hvor skolen har sværest ved at nå.

At tabe uden at gå i stykker

Det første, foreningen lærer børn, er at tabe. Ikke som en abstrakt dyd, men konkret: Man taber kampen, man kommer ikke på holdet, man bliver ikke valgt til opvisningen. Og så kommer man igen næste uge. Skolen beskytter af gode grunde børn mod at tabe for ofte; foreningen lader dem gøre det hver uge i et rum, hvor det er ufarligt.

Det bygger noget, der er svært at bygge andre steder: evnen til at skelne mellem “jeg tabte” og “jeg er en taber”. Børn, der har tabt tyve kampe og stadig møder op, har en robusthed, som er guld værd den dag, de får deres første afslag på et job.

Ansvar, der er ægte

Det andet er ansvar. I skolen er ansvaret ofte simuleret: en opgave, der skal afleveres, en rolle i gruppearbejdet. I foreningen er det virkeligt. Hvis du ikke kommer til kampen, mangler holdet en spiller. Hvis du glemmer at tage bolde med, er der ingen bolde. Hvis du som 15-årig hjælpetræner ikke dukker op, står tolv 8-årige og venter.

Mange foreninger giver børn ansvar langt tidligere, end skolen tør. Den 13-årige, der er dommer til de smås stævne. Den 16-årige, der leder opvarmningen. Det er ikke pædagogik. Det er nødvendighed, fordi foreningen mangler hænder. Og netop derfor virker det.

At høre til et sted, man ikke har valgt helt selv

Det tredje er fællesskab på tværs. I skolen går man med sin årgang. I foreningen går man med dem, der kan det samme som én, uanset alder, og man møder voksne, der ikke er ens forældre eller lærere. Træneren, der er elektriker. Formanden, der er sygeplejerske. For mange børn er det første gang, de ser voksne, der laver noget, fordi de har lyst, og ikke fordi de får løn.

Det giver også børn fra forskellige baggrunde et sted at mødes, som ikke er skolegården. Klubber, der lykkes med at få børn fra hele byen med, gør noget, kommunen ellers bruger mange penge på at opnå. Det kræver, at klubberne aktivt arbejder med at rekruttere børn og unge til foreningen, også dem, hvis forældre ikke selv gik til noget, og de bedste gør det med åbent hus, lånt udstyr og trænere, der kender skolerne.

Hvad skolen og foreningen kan lære af hinanden

Her bliver det interessant for undervisere. Foreninger er ofte dårlige til det, skolen er god til: struktur, progression, at sikre, at alle lærer noget og ikke kun de dygtigste. Og skolen er ofte dårlig til det, foreningen er god til: at lade børn fejle, at give dem ægte ansvar og at bygge fællesskaber, der ikke er bestemt af alder.

Nogle kommuner har forsøgt at bygge bro med “åben skole”-samarbejder, hvor foreninger kommer ind i undervisningen. De bedste eksempler er dem, hvor foreningen ikke bare viser sin sport, men viser sin måde at være sammen på. Et spejderkorps, der lærer en 4. klasse at samarbejde om et bål, lærer dem mere om gruppedynamik end tre lektioner om det samme.

Det, foreningerne skal passe på

Foreningerne er ikke perfekte læringsrum. Træneren, der kun ser talenterne, lærer de andre, at de ikke betyder noget. Klubben, der presser 10-årige til at vælge én sport, lærer dem, at leg er alvor for tidligt. Og klubber, der deler billeder af børn på sociale medier og skærme uden at tænke sig om, lærer børn, at deres ansigt tilhører andre.

Det sidste er værd at dvæle ved, fordi det er nyt. Flere klubber viser i dag fotos fra stævner og opvisninger på skærme i hallen, og det er en fin måde at fejre børnene på, hvis det gøres rigtigt. Reglerne om GDPR, når foreningen viser billeder af børn, er ikke indviklede, men de kræver, at nogen har spurgt forældrene og ved, hvordan man fjerner et billede igen. Det er også læring: Børn, der oplever, at voksne tager deres privatliv alvorligt, lærer at tage det alvorligt selv.

En læreplan, ingen har skrevet

Hvis man skulle skrive den, ville den se sådan ud: Lær at tabe. Lær at have ansvar for andre. Lær at høre til blandt folk, du ikke selv har valgt. Lær, at voksne gør ting af lyst. Det er ikke en dårlig læreplan. Og den undervises hver uge, gratis, af frivillige, der ikke aner, at de er lærere.